EuroNews filmer brintbiler i Danmark

Torsdag den 19. oktober kørte Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, rundt med et filmhold fra den paneuropæiske nyhedskanal EuroNews. EuroNews havde nemlig lagt vejen forbi København for at køre en tur i en brintbil og teste den danske brintinfrastruktur.

Med Tejs Laustsen Jensen bag rattet blev filmholdet kørt fra Københavns Sydhavn til Korsør for at opleve, hvordan det føles at køre i en brintbil og forstå, hvordan en brændselscelle og en brinttankstation virker.

Inden filmholdet landede i København har de også været forbi Sheffield i England, hvor de har besøgt ITM Powers elektrolyseanlæg og deres Wind Hydrogen Fuel Station, en brinttankstation hvor der er elektrolyse on-site forbundet til sin egen vindmølle.

Både ITM Power og Brintbranchen er en del af det europæiske H2ME projekt, der netop har til formål at udbrede anvendelsen og ikke mindst kendskabet til brint og brændselscelleteknologiers anvendelsesmuligheder i transportsektoren. Derfor er Brintbranchen også rigtigt glade for, at EuroNews lagde vejen forbi København. EuroNews sender nemlig i mere end 102 lande – så det glade budskab om brint til transport kan nå vidt og bredt ud.

Vi lægger naturligvis videoklippene op, når de er tilgængelige her på siden. Se første video her.

Se billeder fra dagen her.

2017-11-02T12:34:45+00:00 25. oktober 2017|Tags: , , , , |