Nyt EUDP projekt skal integrere brint på konventionelle tankstationer

Nyt EUDP projekt skal integrere brint på konventionelle tankstationer

HyBoost-2 projektet skal udvikle teknologi til påfyldning af brint med øget kapacitet og reduceret arealbehov, så brint kan integreres ved siden af konventionelle brændstoffer på eksisterende tankstationer. Det skal muliggøre en accelereret udbredelse af brintoptankning, der kan understøtte markedsintroduktionen af brintbiler. HyBoost-2 er støttet af EUDP programmet og gennemføres i et samarbejde mellem DTU, Teknologisk Institut, Nel Hydrogen A/S (tidligere H2 Logic), Carsten Holm A/S og Elplatek A/S.

h2logic-h2station-hydrogen-nozzle

Nel Hydrogen A/S og partnere vil gennem HyBoost-2 projektet udvikle og afprøve en fuldskala prototype af den patenterede brint påfyldningsteknologi som blev udviklet i HyBoost-1 projektet støttet af EUDP i 2014.

Ved fuldskala har den nye teknologi potentiale for at tredoble brint påfyldningskapaciteten på samme udstyrsomfang som med den nuværende teknologi. Foruden at bidrage med reduktion i investeringsomkostningerne for brint tankstationer vil det også muliggøre integration af brint ved siden af konventionelle brændstoffer på eksisterende tankstationer.

Forøgelsen af kapaciteten gør at brint tankstationer opnår en kapacitet pr. påfyldningsstander som er sammenlignelig med benzin. Da kapaciteten opnås på samme udstyrsomfang reduceres arealbehovet til brint tankstationen hvilket gør det lettere at integrere denne på konventionelle tankstationer.

I HyBoost-2 skal der udvikles og afprøves en prototype af den nye brint påfyldningsteknologi i fuldskala. Prototypen skal integreres i en brint tankstation for at verificere den øgede kapacitet ved det reducerede arealomfang. Ligeledes skal der arbejdes med at sikre at den høje kapacitet bevares, selvom brinttankstationer kobles med elektrolyseanlæg der normalt leverer et lavere forsyningstryk end eksempelvis brint leveret på lastbil.

Målet med projektet er en efterfølgende kommercialisering, hvor brint påfyldningsteknologien bringes i anvendelse i det globale og voksende marked for brint tankstationer. Projektpartnerne besidder tilsammen de avancerede kompetencer og ekspertiser indenfor brint, materialer og overfladebehandlinger samt præcisionsfremstilling af komponenter, som er nødvendige for både udvikling og kommercialisering af brint påfyldningsteknologien.

Projektet forløber indtil udgangen af 2018 og har et samlet budget på 18,8 millioner kroner med 9 millioner kroner i bidrag fra EUDP.

2017-09-12T08:11:46+00:00 12. oktober 2016|Tags: , , , , , |