16 millioner kroner til grønne busser i Nordjylland

Den kollektive trafik er en vigtig del af indsatsen for at omstille transportsektoren til grønne teknologier. Her er busser og rutebiler særligt interessante. Bybusser der er i konstant drift, og rutebiler der skal tilbagelægge mange kilometer på strækningerne, repræsenterer en stor udfordring men også en mulighed for massive emissionsreduktioner og forbedring af luftkvaliteten i især de større byer.

Hele landet er i gang med at finde løsninger på omstillingen af den offentlige transport, men især Region Nordjylland er langt fremme – bl.a. er Danmarks første tre brintbusser i drift i det nordjyske. Regionsrådet har ambitioner om at sende 65 nye, klimavenlige busser ud på de nordjyske veje inden 2022. Det skal et tilskud fra staten nu hjælpe med. Region Nordjylland har fået 16 millioner kroner fra ‘Statens pulje til fremme af CO2-reducerende busser’.

I forbindelse med offentliggørelsen af tildelingen af de 16 millioner kr. udtalte Ole Stavad (S), formand for Regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling:

“I Regionsrådets arbejde med kollektiv trafik prøver vi hele tiden at skabe balance mellem et økonomisk ansvarligt udbud af regionalbusruter i hele Nordjylland på den ene side og vores ambition om en klimavenlig drift på den anden. Så vi er glade for ethvert bidrag der gør, at vi kan tage yderligere skridt i den grønne omstilling.”

Læs mere her.

2021-01-25T08:43:11+00:0025. januar 2021|