Den 28. september kunne man opleve brintmobilitet i København, da det internationale event ”24-Hour Hydrogen Challenge” havde sin første nordiske edition med start og finish i København.
De seks hold blev budt velkommen i State of Greens lokaler i Industriens Hus, inden de skulle dyste mod hinanden om at blive vinderen af den første nordiske version af 24-Hour Challenge, som allerede har haft flere udgaver i Nederlandene og Tyskland.
De deltagende brintbiler kørte 24 timer i træk, og holdene skulle undervejs samle så mange point som muligt ved at besøge såkaldte ’landmarks’, lægge billeder på de sociale medier, og ved at melde sig til tiden ved finishen på Rådhuspladsen midt i København.
24-Hour Hydrogen Challenge er et initiativ fra den hollandske organisation ”24 uur Waterstof Challenge”, som er et samarbejde mellem virksomhederne Fast Concepts og Twinning Energy. Organisationen vil vise, at brintmobilitet allerede i dag er blandt de klimaneutrale transportløsninger, og at brint og brinttankstationer er med til at forbinde europæiske lande med hinanden. Brintbranchen/Hydrogen Danmark er kommunikationspartner for den nordiske edition.
Det var hollandske Energy Delta Institute, der løb af med sejren, imens Brintbranchens medlemmer NEL Hydrogen og Everfuel kom på hhv. anden- og tredjepladsen. Du kan se de forskellige vindere af samtlige challenges her.