Nederlandene gør op med hønen-og-ægget i brinttransport

Hvad kom først, hønen eller ægget? Denne problematik kendes fra mange nye udviklingsområder, og også når det gælder brint til transport. For udfordringen har længe været, at der skal være etableret brinttankstationer, før folk vil investere i brintkøretøjer. Men omvendt skal der køretøjer til, før businesscasen for tankstationerne er holdbar. Branchen har således været fanget i dette hønen-og-ægget dilemma, men den cyklus tager den nederlandske regering nu et vigtigt skridt for at bryde.

Med en investering på 125 mio. Euro vil regeringen nu booste brinttransporten med støtte til både køretøjer og tankinfrastruktur. Støtten, der kan søges om fra marts 2024, kan gives til ansøgninger, der involverer både tankstationer og køretøjer. For at komme i betragtning til støtten, skal der etableres en brinttankstation og indkøbes nok brintkøretøjer til at få brinttankstationen til at være profitabel fra begyndelsen. Det vurderes, at det vil kræve 10-15 brintlastbiler at få stationen til at løbe rundt. I praksis vil det betyde, at transportvirksomheder og tankstationsejere vil gå sammen i fælles ansøgninger.

Støtten fordeler sig således, at man får 40% af omkostningerne for etableringen af tankstationen dækket samt 80% af prisforskellen mellem en diesel- og brintlastbil. Støttemuligheden løber i perioden 2024-2028, og det estimeres føre et landsdækkende netværk af ca. 40 moderne brinttankstationer med sig.

Læs mere her.

2023-09-27T11:07:42+00:0027. september 2023|