Hurtig tankning og lang rækkevidde er vigtigt i store dele af transportsektoren. Men få steder er det så afgørende som i taxabranchen – en branche, hvor tid bogstaveligt talt er penge. Derfor har Aarhus Taxa indgået et samarbejde med Aarhus Kommune om køb af brinttaxaer. Disse taxaer har samme tankningstid og rækkevidde som traditionelle fossile vogne, men ingen skadelige emissioner. Det forventes at de nye taxaer vil være den nye Toyota Mirai, og at de vil være på gaden i løbet af 2021.
Taxabranchen er et vigtigt aspekt af omstillingen af transporten. Dels fordi de er i konstant drift, og dels fordi taxaer oftest videresælges som brugtvogne. Grønne taxaer vil også mindske luftforureningen i især de større byer, og vil kunne skabe det nødvendige aftag af brint, der kan bidrage til en udbredelse af brinttankinfrastrukturen.
Aarhus Kommune har modtaget støtte fra Klimafonden til et samarbejde med Aarhus Taxa over en fireårig periode. Tilskuddet skal bruges til at dække den merudgift, der er ved indkøb af brintbilerne, så prisen kommer på niveau med fossile biler, og det derved bliver mere attraktivt for vognmænd at vælge den grønne løsning.
Der er på nuværende tidspunkt kun én brinttankstation i Aarhus, og derfor er der planer om etablering af endnu en tankstation som en del af projektet.
I en pressemeddelelse udtaler Astrid Donnerborg, adm. direktør for Aarhus Taxa:
“Vi vil gerne sætte os i førersædet og tilbyde klimavenlig brintkørsel til vores kunder, som er meget klimabevidste og godt ved, at vi allerede nu kører i nogle af de mest klimavenlige biler, der fås på markedet. Med partnerskabet med Aarhus Kommune er vi et skridt nærmere en vigtig grøn omstilling af den erhvervsmæssige transport.”
Læs mere her.