Københavns Kommune kræver miljørigtige biler

Et nyt krav fra Københavns Kommune betyder, at leverandører fremover skal benytte brint-, el- eller hybridbiler. Det kan f.eks. være en låsemed eller en vinduespudser, som fra august skal køre i en grøn bil.

“Vi skal skrue på alle de knapper, vi har, for at forbedre luftkvaliteten, og derfor vil vi fremover vælge leverandører, der kører miljøvenligt”, siger overborgmester i København, Frank Jensen (S) til DR.dk.

Det nye leverandørkrav skal allerede i 2021 have givet en besparelse på 1000 tons CO2 på leverancer til kommunen, forventer Københavns Kommune. Men overborgmesteren forventer også at sætte gang i en grøn bølge med det nye krav:

“Når vi stiller kravet til vores leverandører, vil de grønne biler også blive brugt til opgaver for andre kunder end kommunen, og så vil det sætte en positiv spiral i gang, så flere og flere leverandører i København vil bidrage til at få partikelforureningen og CO2-udslippet ned i den del af transportsektoren”, siger han til DR.dk.

Det nye krav vil træde i kraft 1. august og vil i første omgang kun gælde køretøjer, der vejer under 3,5 ton. Først når udviklingen af teknologien er nået længere, vil Københavns Kommune også stille krav til de tungere køretøjer.

Læs mere her.

2019-03-27T10:17:25+00:0027. marts 2019|