Made in Herning: Dansk teknologi gør Island grønnere

Tidligere på måneden åbnede en ny multifuel tankstation på Island. Ud over de traditionelle fossile brændstoffer, er der også mulighed for at oplade eller tanke sin bil med bæredygtige energikilder – heriblandt brint. Med teknologi fra Nel Hydrogen, produceret i Herning, er det nu endnu lettere for de islandske bilister at vælge den bæredygtige transport.

 

Selvom dagen var grå og regnvåd, var mange mennesker med store smil mødt frem på tankstationen i Reykjavík til den officielle åbning af de nye ’haner’. Som på andre tankstationer er der også på denne et stort skilt højt hævet over jorden, hvor man kan se de aktuelle brændstofpriser på lang afstand. Dette skilt adskiller sig dog fra de fleste andre, da priserne på brint og methan står listet sammen med benzin og diesel.

TÅbningen af den nye multifuel tankstation blev markeret med taler og en ceremoniel overklipning af et bånd i de islandske farver, som i dagens anledning var bundet om brintstationen. Blandt talerne var Bart Biebuyck, executive director i FCH JU, Líf Magneudóttir, formand for Reykjavíks miljø- og sundhedsråd, Icelandic New Energys general manager, Jón Björn Skúlason, og ikke mindst den islandske præsident, Guðni Th. Jóhannesson. Det var også Jóhannesson og Biebuyck, der sammen klippede båndet til brinttanken over, og præsidenten foretog den første tankning af en Hyundai Nexo.

 

 

Stationen ligner de andre, tankningen foregår på samme måde, og tager samme tid som ved benzin eller diesel. Der er ikke noget spektakulært eller opsigtsvækkende ved brintstationen i sig selv, men virkningen og perspektiverne er noget nær sensationelle. Det skaber muligheden for at køre på grøn energi og uden skadelige emissioner. Stationer som denne, hvor bæredygtige brændstoffer indgår på lige med alle andre, gør det lettere at træffe det grønne valg i transporten. Tilgængeligheden af den grønne brint, den lette tankning som man kender den, og signalet i at kunne træffe et grønt valg kommer til at betyde meget ikke bare for genkendeligheden og udbredelsen af viden om de nye teknologier, men også for den enkelte forbruger i fremtiden. Dette er endnu et vigtigt skridt på vejen til at gøre Island grønnere, så landet også kan tjene som eksempel for resten af verden og vise, at den grønne transport er levedygtig og den eneste vej fremad.

 

Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen 2 Joint Undertaking” under støtte nr. 700350. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program, som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe.

2019-06-03T11:46:52+00:0023. maj 2019|