Så kan der tankes brint ved Storebælt

Så kan der tankes brint ved Storebælt – ny tankstation åbnet i Korsør

Under overværelse af Slagelses borgmester Stén Knuth blev en ny brinttankstation åbnet i dag i Korsør, hvilket gør at der nu kan tankes brint i syv danske byer. Åbningen er seneste skridt mod at sikre et landsdækkende netværk af brinttankstationer i 11 danske byer i 2016. Korsør tager samtidigt syv nye brintbiler i brug fra Hyundai.

Læs pressemeddelelse fra OK, Strandmøllen og H2 Logic

Første tankning af brintbil Korsør

Første tankning af brintbil Korsør

Tankstationen i Korsør drives af Danish Hydrogen Fuel A/S, som er et fællesselskab etableret af energiselskabet OK, gasselskabet Strandmøllen og brintvirksomheden H2 Logic. Sammen med bilproducenter arbejder aktørerne for at udbrede anvendelsen af brintbiler i Danmark.

Brintbilerne er på vej i Danmark og udland

Med yderligere syv brintbiler fra Hyundai til Slagelse Kommune, Sund & Bælt og SK Forsyning i Korsør, er den samlede bestand af brintbiler i Danmark næsten fordoblet siden årsskiftet, og der er lovning på yderligere en håndfuld brintbiler i Korsør. Senere på året lancerer Toyota brintbilen ”Mirai” i Danmark, som har været en succes i Japan og Californien, hvor mere end 2.600 biler er bestilt af bilejere – alene i Californien har yderligere 30.000 vist interesse for at købe brintbilen. I løbet af 2016 forventes Honda også at introducere en brintbil i Danmark.

Dobbelt så langt på literen uden forurening

I brintbiler omdannes brint til strøm i en brændselscelle, som udnytter energien dobbelt så godt som motorer i konventionelle biler – og med vand som eneste udstødning. Brinttankstation i Korsør forsynes med brint fra Strandmøllens centrale produktionsanlæg på Fyn, hvor der kun anvendes grøn strøm og vand til produktionen.

Samme rækkevidde og hurtige optankning som benzin

Brint tankes på biler lige så hurtigt som benzin og giver samme lange rækkevidde på mere end 500 kilometer på én tankfuld. Optankningsprocessen er allerede standardiseret af de internationale bilproducenter, således at brintbiler tankes ens og med samme tilkobling i hele verden. Netop derfor er brinttankstationen i Korsør placeret ved et eksisterende OK anlæg– da den tilbyder den samme transport komfort og service som benzin.

Dansk teknologi og arbejdspladser

Brinttankstationen i Korsør er udviklet og leveret af danske H2 Logic. Danske virksomheder og offentlige aktører har siden 2001 investeret mere end 3,5 milliarder kroner i udviklingen af brintteknologier og er blandt de førende i verden. Netop brintinfrastruktur rummer et stort eksportpotentiale for danske virksomheder da mere end 30% af komponenterne i en brinttankstation produceres i Danmark, og fremstillingen af blot én tankstation skaber beskæftigelse for 4,5 personer i et helt år.

Brinttankstationen i Korsør er etableret med bidrag fra Energistyrelsen og EU FCH-JU programmet og brintbilerne indkøbt med bidrag fra Trafikstyrelsen.

Læs pressemeddelelse fra OK, Strandmøllen og H2 Logic

Billeder fra åbningen nedenfor:

2020-07-28T10:38:07+00:0014. september 2015|Tags: , , , |