Flere af de store lastbilgiganter har for alvor sat jagten ind på emissionsfri teknologi til den fremtidige drift. Transportsektoren er én af omstillingens helt store udfordringer, og det gælder ikke mindst den tunge vejtransport. Lastbiler er, og vil fortsat være, en vigtig del af den kritiske infrastruktur, så det er afgørende, at de nødvendige, grønne løsninger, kan sikre en fortsat fleksibel drift af lastbilerne.
Der er dog stor forskel i vognenes transportopgaver, og derfor er det forskellige krav, de bæredygtige teknologier skal kunne levere. Mindre lastbiler, med begrænset lastvægt og kortere, planlagte ruter, kan således klare sig fint på batterier og direkte elektrificering. Men for tungere fragt over lange distancer, er brint en bedre løsning. Det mener Volvo Trucks også, og de har netop lanceret ny nul-emissionslastbil, der kører på brint. Roger Alm, Præsident for Volvo Trucks forklarer:
Brintdrevne brændselscelle-elektriske lastbiler vil være særligt velegnede til transport over lange afstande og til tunge, energikrævende opgaver. De kan også blive en attraktiv mulighed i lande, hvor mulighederne for opladning af batterielektriske lastbiler er begrænsede.
Brændselscellerne til den nye brintlastbil udvikles af Cellcentric, som er et joint venture mellem Volvo Group og Daimler Truck AG. Lastbilerne vil kunne konkurrere med dieselvognene på både last, rækkevidde og tankningstid. Rækkevidden er op til 1000 km., den tager under 15 minutter at tanke, og den samlede vogntogsvægt kan komme op over 65 tons. Den vil således være et bæredygtigt alternativ til de fossile lastbiler, som kan fungere uden at gå på kompromis med hverken fleksibilitet eller mobilitet. Hos Volvo Trucks ser man batteri- og brændselscelle-elektriske vogne ikke som modsætninger, men som ligeværdige teknologier, der supplerer hinanden godt i forhold til kundernes behov, forklarer Roger Alm:
Vi har udviklet denne teknologi i nogle år nu, og det føles fantastisk at se de første lastbiler køre med succes på testbanen. Kombinationen af batteri-elektriske og brændselscelle-elektriske transportløsninger vil gøre det muligt for vores kunder helt at eliminere CO2-udslip fra deres lastbiler, uanset hvilke typer transportopgaver de udfører.
Lastbilerne er i testfasen nu, og forventes at komme i feltprøvekørsler hos kunder i normal drift om et par år – markedsintroduktion forventes i slutning af dette årti.